Udkommer 18. oktober 2010 på Cope Records
Dybt fra den danske rockscenes mest kompromisløse undergrund, kommer et udspil der på forunderlig vis indgyder håb på grænsen til dommedag.
Det anmelderroste kultband Salem vender, efter næsten 5 års tavshed, tilbage med efterfølgeren til deres engelsksprogede trilogi om begær, smerte og lystfølelse. Temaet er - verdens undergang.
I en ikke alt for fjern fremtid svæver en koloni af minearbejdere i en gigantisk rumtransport. Pludselig sker det, der ikke kan ske: Mainframe computeren bryder sammen, og 10.000 sjæle svæver åndeløst i natten i totalt mørke - ensomme foran deres skaber... Sådan starter Salems nye album ʼReturn of the Mongloid Sireʼ.
Med denne udgivelse, tager Salem tråden op fra det, der af Informations Klaus Lynggaard blev kaldt ʼÅrtusindets mest ambitiøse rockprojektʼ. Efter på forrige studiealbum "Nord1" (2006) at have aflagt modersmålet og den nordiske visetradition et besøg - et foretagne der bl.a. kastede en nominering til en Danish Music Award for bedste visealbum af sig - er Salem tilbage på engelsk med en storslået fortælling om sammenbrud, udslettelse og vanvid.
Trilogiens bombastiske og filmiske lydflader suppleres af et hidtil uhørt element i Salems univers: Den atmosfæriske støj fra en fremtid der er kørt af sporet i fuld fart på vej mod selvdestruktion. Undergangen skildres på forskellige niveauer ved hjælp af et delvist velkendt persongalleri og en række nøglesituationer, der danner udgangspunkt for den ultimative afprøvelse af civilisationens tynde fernis.
Salem blev grundlagt i år 2000 af sanger Mikkel Risbjerg og komponist Kasper No Behrens og med albummet "I Kicked the Dog" (2002) slog duoen straks klangen an til et af de hidtil mest spændende og ukonventionelle musikalske samarbejder på den danske rock-scene. Efter debutalbummet fulgte hurtigt to nye udgivelser "The Anatomy of Pain" (2003) og "From the Riverbank" (2005) og Salem satte sig i respekt ved hermed at have gennemført hvad de havde annonceret ved debutudgivelsen – at "I Kicked the Dog" var første del i en trilogi af tematisk forbundne engelsksprogede albums over tre år. Med bombastisk orkestrerede landskaber af lyd og intim natklub-dekadence favnende både arven fra Marlene Dietrich og Johnny Cash, kombinerer Salem en rig variation af genrer og stilarter, hvilket gør dem umulige at sætte i bås og ligeså umulige at slippe, når først de har fået fat.
On the Latitude / Return of the Mongloid Sire / Rain on the Parade / The Place where Lost Men Veer / Down on the Railroad / Black is the Summer Rain / In the Chapel / Love on the Oilplant / Be Still my Boy / Tusk of Gold
Mikkel Risbjerg (lead voc) / Kasper No Behrens (g) /Johnny Stage (g), Peter Kehl (tr), Kenni Andi (dr), Tomas Ortved (dr), Karin Ørum (bg voc), Carsten Juul (hammond), Andreas Bennetzen (b)






