Turbulens
Djurslang
copecd 131




MERE ORDFLABERI!!!

Håndspillede Djurslang er den alternative rockmusik, der skramler af sted med træk/slip i tid og rytme og med enkelte stikkende, skarpskårne guitarfigurer, der søger nysgerrigt fremad. Albummet er målrettet i dets simple og iørefaldende kompositioner. Der bliver taget vare om melodien. De dansksprogede tekster veksler mellem nærige ordspil, rablende på-hinanden-følgende-rim og monstrøse fortællinger som på den næsten 8 minutter ’dylansk’-lange albumafrunder Årets Højdepunkt. Afsættet er danske værdier, livet som mand og de skiftende samfundstendenser. Fra Helgenæs til Christiansborg. Finurligt skildret på i alt 9 numre.

Da Turbulens i 2005 udsendte debutalbummet Against A Cult Youth, proklamerede Morten Okbo, som er bandets sanger, guitarist og sangskriver, kækt: "Jeg tager C.V. Jørgensens publikum og Tue Wests kæreste". Knap så friskfyragtig er Turbulens-frontmanden dog nu, hvor han i forbindelse med det aktuelle album noget mere landligt nedtonet bebuder, at han vil være som Søren Ryge: en rigtig mand!

Netop spørgsmålet om hvor langt man som mand kan komme i tilværelsen, filosoferes der en del over på Djurslang. Når følelsen af at bakken er årets højdepunkt rammer og man som mand leder efter manden i manden, skændes lidt for meget med konen og spekulerer på, om løbet mon er kørt, da spørger Turbulens ganske klogt: "hvad havde Søren Ryge gjort?".

Udover 7 originale kompositioner har Turbulens på Djurslang sat musik til 2 digte af hhv. Peter Laugesen og Tom Kristensen. Turbulens turnerede i forbindelse med debutalbummet sidste år på landets universiteter med Peter Laugesen og det var således et naturligt skridt at tilføje denne gren af musik/lyrik på det nye album.