Janes Rejoice
Totem
copecd 129
Totem
copecd 129
Mere Roll end Rock.
18 år efter debuten og 7 år efter det seneste udspil har Janes Rejoice været i studiet og indspille 11 nye sange.
Den delikate smag af det overraskende, det originale og det iørefaldende, der kan og vil mere end blot at underholde, har fra allerførste strofe været kendetegnende for den musik, Janes Rejoice laver. Deres vedholdende musikalske nysgerrighed og fantasi har gennem årene eftertrykkeligt overbevist selv den største skeptiker om, at er der noget, bandet i hvert fald IKKE er, så er det en medløber! Janes Rejoice har nemlig på samtlige deres udspil fulgt præcis de musikalske spor, de selv har haft lyst til at lægge ud. Svært og sært kombineret med lettere tilgængeligt a-side materiale! Og aktuelle Totem er bestemt ikke nogen undtagelse i den henseende.
Tilbage i 1988 var det Søren Nørregaards sangskrivning, der så at sige samlede bandet Janes Rejoice. Nørregaard var dengang blandt de første engelsksyngende singer songwriters herhjemme og hans sange fik lynhurtigt et godt greb i det brede publikum. Anno 2006 er det fortsat Nørregaards materiale, der udgør kernen i Janes Rejoice, hvis nuværende besætning er identisk med den på udspillet fra 1999, altså med undtagelse af tilføjelsen af 2 faste korpiger. Teksterne er stadig engelsksprogede og sangene slår i den grad fortfarende en kærlig klo i lytteren. Dog markerer Totem et tydeligt musikalsk stilskifte i forhold til bandets tidligere udgivelser. Totem er nemlig mere roll, end det er rock.
På de 11 nye sange er sværmeriske Nørregaard trængt et lag dybere ind i rocktsangens rigt facetterede væsen. Noget, der virkelig klæder Nørregaards intense og karakteristiske vokal. Brugen af instrumenter som kontrabas, lap-steel, trompet og saxofoner er medvirkende til at pege albummet i retning af en blødere type musik, end den vi fik på f.eks. Afterglow fra 1999. Overordnet har Nørregaards idé med Totem været at udsætte den evige "folksong" for en form for abstraktion og opdateret impuls, at blande det organiske med det elektroniske.
Albummet er en helt igennem melodisk oplevelse, der ifølge Nørregaard selv "sender os på en musikalsk ekspedition ned ad en flod, hvis hemmelighed får de rejsende til at sanse." Mystisk kan det lyde, og det er det måske også, men det er fedt.
18 år efter debuten og 7 år efter det seneste udspil har Janes Rejoice været i studiet og indspille 11 nye sange.
Den delikate smag af det overraskende, det originale og det iørefaldende, der kan og vil mere end blot at underholde, har fra allerførste strofe været kendetegnende for den musik, Janes Rejoice laver. Deres vedholdende musikalske nysgerrighed og fantasi har gennem årene eftertrykkeligt overbevist selv den største skeptiker om, at er der noget, bandet i hvert fald IKKE er, så er det en medløber! Janes Rejoice har nemlig på samtlige deres udspil fulgt præcis de musikalske spor, de selv har haft lyst til at lægge ud. Svært og sært kombineret med lettere tilgængeligt a-side materiale! Og aktuelle Totem er bestemt ikke nogen undtagelse i den henseende.
Tilbage i 1988 var det Søren Nørregaards sangskrivning, der så at sige samlede bandet Janes Rejoice. Nørregaard var dengang blandt de første engelsksyngende singer songwriters herhjemme og hans sange fik lynhurtigt et godt greb i det brede publikum. Anno 2006 er det fortsat Nørregaards materiale, der udgør kernen i Janes Rejoice, hvis nuværende besætning er identisk med den på udspillet fra 1999, altså med undtagelse af tilføjelsen af 2 faste korpiger. Teksterne er stadig engelsksprogede og sangene slår i den grad fortfarende en kærlig klo i lytteren. Dog markerer Totem et tydeligt musikalsk stilskifte i forhold til bandets tidligere udgivelser. Totem er nemlig mere roll, end det er rock.
På de 11 nye sange er sværmeriske Nørregaard trængt et lag dybere ind i rocktsangens rigt facetterede væsen. Noget, der virkelig klæder Nørregaards intense og karakteristiske vokal. Brugen af instrumenter som kontrabas, lap-steel, trompet og saxofoner er medvirkende til at pege albummet i retning af en blødere type musik, end den vi fik på f.eks. Afterglow fra 1999. Overordnet har Nørregaards idé med Totem været at udsætte den evige "folksong" for en form for abstraktion og opdateret impuls, at blande det organiske med det elektroniske.
Albummet er en helt igennem melodisk oplevelse, der ifølge Nørregaard selv "sender os på en musikalsk ekspedition ned ad en flod, hvis hemmelighed får de rejsende til at sanse." Mystisk kan det lyde, og det er det måske også, men det er fedt.